Seneste:

1. division igang igen med sejre til Viborg og Helsingør

Fredag blev sæsonen igen taget op i dansk fodbolds 1. division. Der blev spillet to kampe i 17. rundt. Topholdet Viborg FF understregede deres favoritstatus i ligaen med en sejr på hele 4-0 over de ellers ofte meget stærke FC Fredericia. Den nye cheftræner Lars Friis kunne i sin debut nyde topscore Sebastian Grønning score til 1-0 på et hovedstød allerede efter 18 minutter spil. Grønnings ellevte sæsonmål. I starten af kampen havde FC Fredericia ellers et par store chancer og et skud på stolpen.

Efter lidt mere end halv times spil gjorde Alassana Jatta det til 2-0 efter lidt forvirring ovenpå et Viborg-frispark lidt udenfor Fredericias felt. FC Fredericia var generelt godt med i kampen, men i slutfasen gjorde henholdsvis Tobias Bech og Jeff Mensah det til 3-0 og 4-0. Dermed er Viborg fortsat i front af ligaen med 41 point.

I Kolding måtte hjemme- og bundholdet, Kolding FC, se sig slået af oprykkerne FC Helsingør med 2-0. Oliver Kjærsgaard gjorde det til 1-0 efter 13 minutters spil efter at det ellers havde været hjemmeholdet, der var kommet bedst fra start. I anden halvleg kunne debutant Nicolai Geertsen, der er kommet til fra Lyngby, afgøre kampen via et hovedstødsmål efter et hjørnespark. Tre vigtigt point til Helsingør, der dermed rykker frem som nr. fem med 23 point.

Lørdag er det tid til Esbjerg fB mod Vendsyssel FF samt HB Køge mod Hobro.