søn. sep 20th, 2020

BettingSport.dk

Betting og Sport – Sportsnyheder

Sprinterstjerne kommer til Ballerup med dansk holdkammerat

Når cykelklubben DBC den 7. til 9. februar afholder deres historiske første udgave af et nyt 3-dageskoncept, så bliver det med et super stærkt dansk/hollandsk par i feltet. Arrangørerne har nemlig fået lavet en aftale med de to Team Sunweb-ryttere Casper Pedersen og Cees Bol om deltagelse i løbet, der afvikles i Ballerup Super Arena.

Hollandske Cees Bol er kaldt den nye Marcel Kittel, da den 24-årige rytter har en stærk fysisk og en imponerende hurtighed til fælles med den tyske sprinter. Bol vandt sidste år den belgiske semiklassiker Nokere Korse foran store profiler som tyske Pascal Ackermann og belgiske Jasper Philipsen samt en etape i Tour of California, hvor han henviste Peter Sagan til andenpladsen. Desuden er det blevet til etapesejr i Tour of Norway og en femteplads i udgave nr. 104 af Kampioenschap van Vlaanderen.

Casper Pedersen er tidligere U19 verdensmester i omnium, har vundet EM sølv i parløb, vundet Mini 6-dagesløbet i Ballerup, har kørt flere professionelle 6-dagesløb, og var i en periode en markant del af det danske banelandsholdet. Efter sejren ved U23 EM på landevej i Herning i 2017 har Casper Pedersen primært haft fokus på vejen, men nu har DBC fået overtalt den 23-årige rytter til et comeback på banen.

“Jeg har savnet banen, og glæder mig helt vildt til at gøre comeback i Ballerup. DBCs 3-dagesløb passer heldigvis rigtigt godt ind i mit løbsprogram, så jeg ser frem til tre dage med fedt cykelløb og forhåbentlig super god stemning i arenaen”, lyder det fra Casper Pedersen. “Det bliver fedt at komme til Danmark med Casper. Jeg glæder mig til at køre på banen i Ballerup og forhåbentlig kan vi levere en god indsats på Caspers gamle hjemmebane”, uddyber Cees Bol.

DBCs 3-dagesløb bliver det første af sin slags i Ballerup Super Arena. Der skal køres for herre- og kvindeelite, et talentløb, for sprintere og et miniløb. Tre dage med cykelløb i verdensklasse.

Læs alt om løbet på www.dbc3dages.dk