Sådan deler DR og TV 2 EM- og VM-kampene

Sådan deler DR og TV 2 EM- og VM-kampene

DR og TV 2 har nu aftalt, hvem der skal vise hvilke kampe i årets to store internationale fodboldbegivenheder med dansk deltagelse, nemlig sommerens EM for kvinder i England og mændenes VM i Qatar sidst på året.

Kampene er fordelt efter et princip om, at de to kanaler skal vise lige mange kampe og helst også lige mange danske kampe. Da det sidste ikke altid kan sikres, er der stadig kampe, hvor retten til at sende live er uafklaret.

Fordelingen af kampene i gruppespillets tre runder ligger dog helt fast både for EM og VM.

Ved EM for kvinder er Danmark i gruppe B med Tyskland, Spanien og Finland. Her sender DR de to første danske kampe mod henholdsvis Tyskland fredag den 8. juli klokken 21.00 og Finland tirsdag den 12. juli klokken 18.00. TV 2 sender den sidste indledende kamp mod Spanien lørdag den 16. juli klokken 21.00.

DR sender blandt andet også åbningskampen mellem England og Østrig på Old Trafford onsdag den 6. juli klokken 21.00.

Ved mændenes VM i Qatar møder Danmark i de indledende kampe i gruppe D Frankrig og Tunesien samt en nation, der endnu ikke har kvalificeret sig. Det bliver enten De Forenede Arabiske Emirater, Australien eller Peru.

DR viser Danmarks første kamp, som spilles mod Tunesien tirsdag den 22. november klokken 14.00. Herefter har TV 2 kampen mod Frankrig lørdag den 25. november klokken 17.00. Danmarks tredje kamp, som DR viser, sendes onsdag den 30. november klokken 16.00 mod en som nævnt endnu ukendt modstander.

Det er TV 2, der har den første kamp ved VM mandag den 21. november klokken 11.00 mellem Senegal og Holland.

Hvis Danmark går videre til ottendedelsfinalen fra gruppespillet, er det aftalt, at TV 2 viser kampen, og de efterfølgende danske kampe går så på skift mellem DR og TV2.

Share