Heinz Ehlers forlænger kontrakt som landstræner

Heinz Ehlers forlænger kontrakt som landstræner

Det danske herrelandshold og Danmarks Ishockey Union opruster frem mod det kommende VM i Schweiz i maj og OL-kvalifikationen, der spilles i august i Norge.

Landstræner Heinz Ehlers forlænger sin kontrakt frem til 2023, og Ehlers har opsagt sit job som træner i SCL Tigers i den bedste schweiziske liga, når sæsonen slutter. “Det er meget tilfredsstillende, at vi nu får Heinz som træner på fuld tid. Han nyder stor respekt i vores organisation og blandt vores spillere og trænerstab. Han er i vores øjne den rigtige træner med masser af international erfaring og vi glæder os over, at han nu bliver landstræner på fuld tid, når han træder ind i VM-holdets lejr senere i sæsonen”, siger Danmarks Ishockey Unions direktør Ulrik Larsen.

Heinz Ehlers tog skridtet og sagde sin kontrakt med SCL Tigers op efter nogle uger med lange overvejelser og med stor respekt for begge sine arbejdsgivere. “Nu kan jeg kaste al min energi og alle mine batterier ind i jobbet som dansk landstræner, og det glæder jeg mig til. Vi står foran et spændende VM i Schweiz og en vigtig OL-kvalifikation som betyder rigtig meget for dansk ishockey. Det vil give et kæmpe skub med et godt VM efterfulgt af en plads i feltet til Vinter-OL i 2022. Allerede nu kan jeg se, at forberedelserne frem mod OL-kvalifikationen ville kollidere med de mest intense forberedelser op til sæsonstarten i Schweiz. Der er simpelthen ikke plads til begge dele, og OL-kvalifikationen har også været en væsentlig del af baggrunden for min beslutning”, siger Heinz Ehlers.

Share