Mikkel Kessler nyt medlem af Sportens Hall of Fame

Bokseren Mikkel Kessler er optaget som medlem nummer 35 i Sportens Hall of Fame.

Mikkel ’The Viking Warrior’ Kessler blev lørdag aften til det store Sport 2019-show i Jyske Bank Boxen afsløret som det seneste medlem af Sportens Hall of Fame. Den tidligere bokser gør dermed koryfæer som blandt andre Michael Laudrup, Poul Elvstrøm, Lene Køppen og Erik Gundersen selskab.

”Det er en kæmpe ære for mig at blive en del af Sportens Hall of Fame, og jeg er helt overvældet. Jeg har altid set op de andre atleter, og de har fyldt meget i min opvækst,” siger Mikkel Kessler.

Mikkel Kessler er den anden bokser efter Tom Bogs, som bliver optaget i Sportens Hall of Fame. Det sker på baggrund af en lang karriere i amatør- og professionel boksning, som blandt andet førte ham til VM-bælterne i de store forbund WBA og WBC. Formanden for Hall of Fame-komitéen, Niels Nygaard, der også er formand for Danmarks Idrætsforbund, er glad for at kunne byde Mikkel Kessler velkommen.

”Mikkel Kessler har haft en fantastisk karriere, hvor han aldrig har været bange for at tage de store kampe. Han har været en flot repræsentant for Danmark og har altid haft en enorm opbakning i befolkningen i kraft af sit smilende og imødekommende væsen. Jeg er glad for at kunne byde ham velkommen i Sportens Hall of Fame,” siger Niels Nygaard.

Share