Nyt 3-dagesløb i Ballerup Super Arena

Nyt 3-dagesløb i Ballerup Super Arena

Der bliver ikke noget københavnske 6-dagesløbet i 2020. Til gengæld afholder cykelklubben DBC (Dansk Bicycle Club) den 7. til 9. februar et internationalt 3-dagesløb i Ballerup Super Arena. Løbet skal køres efter 6-dageskonceptet med et samlede klassement over tre dage. Der skal køres for herre- og dame elite, et talentløb, sprint samt et løb for Mini-ryttere. Tre intense dage pakket med underholdende cykelløb.

“Hos DBC arbejder vi hver dag for at fremme banesporten i Danmark. Derfor synes vi også, at der er brug for et stort event i Ballerup Super Arena som afslutning på banesæsonen. Vi håber virkelig at tilskuere og sponsorer vil bakke op vores nye projekt, så det kan udvikle sig til en fast årlig begivenhed”, forklarer DBCs formand Bjarne Kratholm.

Til stævnet er allerede lavet en aftale om deltagelse med den danske mester Michael Mørkøv. “Jeg er stolt over at være medlem af en klub, der kan arrangerer så flotte cykelstævner, og håber virkelig på opbakning fra sponsorer og tilskuere”, lyder det fra Michael Mørkøv.

DBC er Danmarks ældste og største cykelklub med tæt på 1000 medlemmer. Klubben, der oprindeligt hørte til på Ordrupbanen, er Danmark mest rutinerede, når det handler om at afholde cykelevents. Hver vinter afholder klubben en lang række store banestævner med Beckers Malings 100 km parløb ved Nytårsstævnet som diamanten i kronen.

Billetsalget til 3-dagesløbet foregår via www.billetsalg.dk.

Share